Varmesystemer - en verden for sig

Dato: 15- 08- 2024

DE MEST GÆNGSE VARMESYSTEMER

Da autocamperen blev overdraget af din forhandler, fik du sikkert masser af tips og tricks til at betjene køretøjet og varmesystemerne. Uanset om du er helt ny eller er erfaren med autocamper, kan det måske være værd at få en genopfriskning. 

De mest gængse varmesystemer er Alde vandbåren varme, eller Webasto, Truma og Eberspächer blæsevarme. De enkelte varmesystemer er typisk baseret på enten gas eller dieselolie til opvarmningen. 

Varmesystemet vil typisk være bygget op, så der er et fyr til blæsevarmen (opvarmning af kabinen) og der foruden en gaskedel til opvarmning af vand. Nogle gange er det én og samme enhed, der laver både blæsevarmen og varmer vandet, i de tilfælde omtales fyret som et Combifyr!

Til at give varmesystemet input om temperaturen i bodelen, er der monteret en ekstern rumtemperaturføler.

 

HINTS

Et dieselvarmeanlæg bruger grundlæggende mere strøm end et tilsvarende gasvarmeanlæg.

Anlægget må ikke anvendes på steder, hvor der kan dannes brændbare dampe eller brændbart støv. 

Anlægget må ikke anvendes under tankning, i parkeringshuse, garager eller på færger. 

For at undgå overophedning af anlægget skal åbningerne til cirkulationsluftindtaget, varmeanlægsrummet og området omkring anlægget holdes frit for spærring. 

Undlad at sprøjte direkte i vægskorstenen under rengøring for at undgå risiko for beskadigelse af anlægget fra vandsprøjt. 

Når anlægget ikke anvendes skal det altid tømmes for vand, når der er fare for frost. Garantien dækker ikke frostskader. Forbrændingsgassystemet bør kontrolleres af en fagmand mindst hvert andet år. 

Når dieselfyret tændes, kan der kortvarigt opstå røg og lugt. Dette skyldes støv og snavs. Det er særligt tilfældet, hvis anlægget ikke har været i brug gennem længere tid. 

Typisk kan det ryge i det første minut, især hvis det er oliefyr, dernæst aftager det gradvist og efter 3-4 minutter er røgudviklingen minimal. 

Det er vigtigt at holde brændstofsdysserne så rene som muligt, og derfor anbefales det, at man minimum en gang om mdr. sætter sit fyr til at køre med maksimal varme i en time. Åben døre og vinduer og sæt fyret til, at det skal varme kabinen op til 30 grader. Derved burde det køre uafbrudt, indtil du slukker det igen en time senere! BEMÆRK, at hvis udstødning fra dit Combifyr sidder lige under et vindue, så er der med stor sandsynlighed en sikkerhedsafbryder koblet til til netop det vindue. Det er netop for at undgå at få udstødningsgasser ind i bodelen. I så fald skal det vindue holdes lukket, for at kunne starte fyret!

Når dit oliefyr slukkes, så vil fyret have en efterbrændingsproces og kontrolleret nedlukning, der afhænger af, hvor længe og meget fyret har kørt! Derfor er det vigtigt, at du aldrig slukker for bodelens hovedafbryder når fyret er i gang eller lige efter det har været i gang. Under efterbrændingsprocessen, vil du kunne høre at fyrets blæser kører svagt eller du vil kunne mærke luftudstrømningen fra varmeudstrømningskanalerne. 

Bemærk, at på din camper, vil der være et eller flere af varmeudstrømningskanalerne, der ikke har noget spjæld! Det er ikke en mangel, men en sikkerhed for at undgå overophedning af fyret. 

 

KOMBIFYR

Trumas kombifyr er vidt udbredte i autocampere. De findes i flere varianter f.eks:

Combi 4 og Combi 4E  (Gasfyr på 4000w uden og med el-stave.)

Combi 6 og Combi 6E  (Gasfyr på 6000w uden og med el-stave.)

Combi D6 og Combi D6E (Oliefyr på 6000w uden og med el-stave.)

F.eks. Dieselvarmeanlægget Combi D6E er et varmluftsanlæg med integreret vandvarmer (10 L) og med el-stave til opvarmning af vand med 230V. 

Med varmeanlægget kan man, når fyret er i varme- og varmtvandsdrift opvarme rummet og samtidig varme vand. Er der kun behov for varmt vand, er det muligt, hvis fyret sættes til varmtvandsdrift. 

Til drift af anlægget kan man vælge mellem forskellige muligheder:

- kun dieseldrift til uafhængig anvendelse

- kun el-drift, 230V til stationær anvendelse på campingplads eller lign.

- eller diesel- og el-drift - altså blandingsdrift - der kun er muligt i varme og varmtvandsdrift.

 

DIESELBRÆNDSTOF VED LAVE UDENDØRSTEMPERATURER

Der foretages automatisk en tilpasning til de normale vintertemperaturer af raffinaderierne og tankstationerne (vinterdiesel).

Der kan opstå vanskeligheder ved temperaturer under 0 graders celsius, hvis køretøjet stadig har sommerdiesel i tanken. 

For at sikre, at alle varmeanlæggets brændstofledninger er fyldt med vinterdiesel eller andre tilladte blandinger efter tankning, skal varmeanlægget være tændt i mindst 15 minutter.