Tips

1. november 2016

Fugt i Autocampere - et snigende problem

Det er vigtigt jævnligt at tjekke din campingvogn eller autocamper for indtrængende vand eller fugt.
Fugtskader på campingvogne og autocampere er et snigende problem, men kan selv gøre meget for at forebygge fugtskader.

Er skaden sket gælder det om hurtigt at få foretaget reparation, så skaden ikke griber om sig.
Vær særlig opmærksom på fugtskader før du køber en brugt campingvogn eller autocamper.


DanCampers nu pensionerede medarbejder John Ahrenkiel har skrevet en artikel om problemet:

Fugtskader er vel det værste der kan overgå en autocamper, da det kan udvikle sig til en nærmest uoverskuelig renovering. Vi vil i det følgende se på, hvad man kan gøre for at minimere risikoen for, at utætheder udvikler sig til alvorlige angreb af råd i autocamperens trækonstruktion. Vi kigger også nærmere på hvordan en mindre fugtskade kan udbedres.


Opbygning af autocampere

De fleste autocampere er bygget på skeletter af træ og beklædt med krydsfiner på indersiden, og aluminium eller glasfiber yderst. Træ har mange fordele, da det både er let og smidigt, samtidig med at det er nemt at bearbejde, og træet kan uden problemer tåle alle de vrid og stød, som autocampere kommer ud for. Den suverænt største ulempe ved træ, er dets evne til at optage fugt, og navnlig de meget lette træsorter der anvendes, virker nærmest som svampe, når der er fugt i nærheden.

Fugtens vej til træet

Der er rigtig mange steder, hvor der er risiko for at vand kan trænge ind i træet. Først og fremmest hele undersiden, som jo i vådt føre nærmest bliver spulet. Bagenden udgør også en stor risiko for utætheder, da der under kørsel dannes vakuum bag autocamperen. Det gælder ved samlinger i top, bund og hjørner, og ikke mindst ved eventuelle serviceklapper eller vinduer. Vognsiderne er ligeledes sårbare ved vinduer og døre, og de forreste hjørner i delintegrerede og alkovemodeller er meget udsatte, især i den nederste del. Indenfor er det omkring håndvaske og brusebund, hvor der kan opstå utætte fuger.

Alle mennesker

har tre meget fine fugtmålere: Øjne, næse og finger! Undersøg jævnligt din autocamper med disse tre instrumenter, da det giver et meget godt billede af tilstanden. Kig godt ind i alle skabe og magasiner, navnlig hjørnerne skal ses godt efter. Er der revner eller misfarvning af beklædningen skal man være på vagt. Prøv også at trykke på væggene i de kriminelle områder med en finger, og mærk efter om der er bløde steder, eller bank med knoen og lyt efter om der kommer ”svar”. Stik næsen ind i alle skabe og magasiner og afgør og der lugter af mug, evt. ved hjælp at et stykke slange. Hvis et af instrumenterne kaster mistanke på fugt, så få dit autocamperværksted til at se på problemet, inden det bliver for stort. En autocamper falder drastisk i værdi, hvis den har fugtskader, og det har stor betydning, når der skal handles.

Fugtmåling

Autocamperforhandlerne råder over mere professionelt udstyr til måling af fugt, og kan afsløre skjult fugt, der endnu ikke kan spores med de tre førnævnte ”instrumenter”. Det kan derfor være en god ide at få foretaget regelmæssige fugtmålinger, så tal med din forhandler om intervallerne for netop dit mærke. Forhandlerne bruger som regel to forskellige instrumenter ved gennemgangen af camperen.Det ene virker ved at to pigge presses ind i træet, og den elektriske modstand mellem disse pigge måles. Jo større modstand jo mere tørt er træet, og den målte værdi omregnes til en fugtprocent, som vises i et display eller ved hjælp af en række lysdioder. Det andet apparat sender en frekvens via en kugle gennem det materiale den holdes imod, og ekkoet afgør om der er fugt. Fordelen ved dette apparat er, at det kan måle godstykkelser op til 40 mm uden at lave mærker i overfladen, mens ulempen er, at der ikke må være metal i nærheden, så det kan ikke bruges hvor der er alubeklædning.


Tæthedsgaranti

Mange producenter udsteder tæthedsgaranti, men vær opmærksom på, at det kræver en årlig fugttest hos en forhandler af det aktuelle mærke, for at garantien dækker eventuelle skader. Det er dog altid en god ide at få lavet testen hos mærkeforhandleren, da han bedre end nogen kender mærkets svage punkter, og derfor kan forebygge den katastrofe, som en fugtskade kan udvikle sig til.

Undervognsbehandling

er en rigtig god ting også af autocampere, og hvis man selv får det gjort ved et undervognscenter, skal man altid gøre opmærksom på at træet i bunden også skal behandles, for hvis det pågældende center ikke er vant til autocampere får træet ingen behandling! Det bedste er at få det lavet gennem en autocamperforhandler, som samarbejder med et undervognscenter; slutprisen bliver den samme.


Faldgruberne

Hvis man skal til at købe autocamper, er der selvfølgelig en række ting at tage stilling til, men det er en god ide at være opmærksom på fugtskader, navnlig hvis der er tale om en ældre model til en lav pris. Brug de tre ovennævnte instrumenter som alle mennesker har, og se også godt efter om der er fuget omkring vinduesrammerne. Hvis man observerer fuger her, kan det være tegn på at tætningen mellem vognkasse og vinduesrammerne ikke er i orden.Med hensyn til fuger, bør man kontrollere dem for revner og ælde, men det kan være svært at vurdere netop fuger, da nogle af dem er af kosmetisk art, og derfor ikke har betydning for indtrængen af fugt. Seriøse forhandlere udsteder normalt fugtgaranti, hvis der ikke er tale om en afhentningsvogn.


Når skaden er sket

Vi vil i det følgende i ord og billeder se hvordan en fugtskade kan udbedres. Vi fik lov at kigge med hos DanCamper i Gedved, som under klargøring af en brugt autocamper observerede en mindre fugtskade.



Inde i et hjørne var der en lille revne og fineren var ganske blød. Det gav anledning til en nærmere undersøgelse.
Her ses området efter at det yderste lag aluminium er skrællet af.



I nærbilledet ses skaden tydeligt.
Alt det inficerede skæres bort, for at stoppe angrebet.



Ny finer monteres og fuges for at sikre tæthed.
Lægterne i hjørnet og isoleringen skiftes ligeledes og det hele fuges, og der mangler nu kun ny yderbeklædning.



Fugtmåler med pigge.
Fugtmåler med kugle.
Fotos - John Ahrenkiel