Rejsebeskrivelser

9. maj 2008

Vintertur med vores børn til Sydspanien

Vi havde en uforglemmelig vinerferie i autocamper til Tarife i Sydspanien. Martin surfede i strædet mellem Gibraltar og Afrika og vi var på ridetur ved stranden og i baglandet i Tarife.

Anette og Jens Erk 

Af Anette og Jens Erik  - DanCamper A/S

 

Turen går til Tarife i Spanien


For en halv snes år siden, var vi så heldige at den ene af vore voksne sønner, Martin havde mulighed for at holde et par uger fri og tage med ”vi gamle” og lillesøster Mette på vinterferie i autocamperen. Vi lagde ud tidligt Juledags morgen.

Vi havde, stik mod alle vore egne principper, besluttet at turen ned gennem Europa ”skulle overstås” på så kort tid som muligt, så vi kunne få længst mulig tid sammen i Spanien, inden vi var nødt til at lade Martin flyve hjem og genoptage sit arbejde.

Vi tre voksne skiftedes således til at køre og nåede på 3. dagen frem til vort mål, Tarife, Spaniens sydligste punkt.
 

Surfdrømme:

Straks vi var fremme, måtte Martin ud og have opfyldt en gammel drøm: at surfe i strædet mellem Gibraltar og Afrika. Der var fantastisk fin vind og flot solskin, så han havde alle muligheder for nogle helt fantastiske oplevelser på vandet.

Vi boede på vores favoritcampingplads med udsigt direkte ud over vandet til Afrika. Mette forsøgte sig også med surfbrættet, men da hun ikke er så rutineret blev det mest til leg med brættet.


Udflugt til hest

Mette er til gengæld en rutineret rytter, og ville utroligt gerne ud at ride i den flotte natur.

Vi opsøgte en rideskole tæt på campingpladsen. Her lavede vi aftale med en ung engelsk pige,som lovede at arrangere en halvdagstur for os på stranden og i bakkerne i baglandet. Turen skulle også være egnet for begyndere, for mor Anette havde aldrig redet før.

Det blev en fantastisk tur, hvor vi bl.a. besøgte et gammelt kloster. Her spiste vi frokost og holdt et

lille velfortjent hvil. Alt foregik i et ret adstadigt tempo af hensyn til Anette, og først da vi var vel tilbage på stranden tog Mette sig en lang galop i bølgekanten.

På trods af mine meget ømme lår og baller, var det nu nok min hidtil bedste ferieoplevelse.


Nytårsaften

Der skulle selvfølgelig ske noget særligt nytårsaften. Efter et tip fra en ansat på campingpladsen gik vi over på en lille lokal restaurant og spurgte efter et bord. Alt var booket op, men gæstfri som spanierne generelt er, blev der straks stillet et ekstra bord frem til os, og vi kunne deltage i nytårsmiddagen – som vi ikke ville være bekendt at spørge om prisen på. Det var en enestående oplevelse, startende med et rigt udbud af traditionel Tapas. Derefter flere varme retter, deserter og kage. Vi fik flere rigtig gode vine til maden.

Det var alt sammen fantastisk lækkert.

Vi forventede derfor naturligt nok en klækkelig regning, da vi skulle betale, så overraskelsen var stor, da det viste sig at vi tilsammen skulle betale knap 100 Euro.

Absolut både den bedste og den billigste nytårsaften vi har holdt til dato.