Rejsebeskrivelser

13. november 2015

Autocampertur til Spanien 2015

Anette og Jens Erik's ferie 2015 gik til Spanien med en lille afstikker til Portugal
- af Anette og Jens Erik - DanCamper A/S

Vi starter med familiebesøg i Vestjylland. Vi skal lige have en krammer af vores lille barnebarn, Alberte på 2 år inden vi tager afsted. Hun har i sommer været med sin mor og far på autocampertur, så hun ved hvad det drejer sig om og kunne godt tænke sig at komme af sted igen.

Med 4 ugers ferie foran os har vi mulighed for at nå helt til Spanien eller Portugal. Vi har tænkt os at holde lidt øje med vejrudsigten og så vidt muligt undgå regn og blæst. Det er Spanien der byder på det bedste vejr, så det bliver målet i første omgang. Vi kører fra Ringkøbing efter frokost søndag i uge 42. Det er dejligt kørevejr - tørt og vindstille. Vi skiftes til at køre og når til Hann Münden (51o 25' 7" N - 9o 38' 54" E), en dejlig autocamperplads lidt nord for Kassel, ved otte tiden. Her er mange gode restauranter i den flotte gamle by, men denne gang vælger vi at spise hjemme og gå tidligt i seng.



Vejrudsigten siger flot vejr i Sydfrankrig. Måske kan vi tage et par dage ved stranden ved Narbonne og nyde vejret der, inden vi fortsætter til Spanien, så I år vælger vi at køre ned langs Rhôn floden, "Route de Solei" til Middelhavet. Det går strygende uden at komme i kø overhovedet. Vi kører fra motorvejen til en autocamperplads i Louhans (46o 37' 49" N - 5o 12' 51" E), nord for Lyon, og gør rast for natten. Pladsen er gratis på denne årstid, og ligger fint lige ned til en flod. Vi traver byen tynd for at finde et sted at spise, men alt er lukket - måske fordi det er mandag, så vi ender med at gå hjem i autocamperen og riste en pølse til aftensmaden.

 



Næste dag når vi til Narbonne Plage (43o 6' 16" N - 3o 5' 58" E) sidst på eftermiddagen. Vi kører ind på en stor autocamperplads ved lystbådehavnen. Vejret er flot - bortset fra en stiv kuling fra vest. Vi får dog lavet læ til grillen, men må spise inden døre for ikke at blæse væk. Vi bliver hurtigt enige om at fortsætte til Spanien næse dag.
 


Vi vil køre ad den flotte kystvej mod Barcelona. Det tager væsentligt længere tid end motorvejen, men turen er virkelig fantastisk flot. Vi vælger dog at køre på motorvejen, før vi når Barcelona og fortsætter videre til en campingplads lidt syd for Taragona, "Camping Playa & Fiesta" (41o 2' 48" N - 0o 59' 39" E). Her har man autocamperpladser lige ned til Middelhavet. Her er god plads og en skøn udsigt. Vi er heldige med vejret og må holde os lidt i skyggen for ikke at blive solskoldede i den skrappe sol. Campingpladsens faciliteter er ikke noget at råbe hurra for, men pyt med det, for vi har jo både toilet og brusebad i autocamperen. Vi bliver i 3 dage før vi fortsætter lidt længere sydpå.





Næste stop er "Camping San Antonio" (38o 23' 41" N - 0o 24' 35" W) i Altea. Her har vi efterhånden været nogle gange, og vi bliver modtaget som gamle venner. Selv om pladsen er fuld fremtryller Pacco en god plads til os. Pacco og hans kone er oprindeligt begge to læger, men har valgt at stå af ræset og har genåbnet familiens gamle campingplads, som var alt for lille til at være rentabel. Nu er den ændret til autocamperplads og alle de gamle træer er fældet, så her er åbent og lyst og der er den flotteste udsigt over bugten. Der er fine toilet og badeforhold og det bedste af det hele - pladsen ligger tæt på Alteas flotte gamle bydel. Vil man ud og spise rigtig godt, kan vi anbefale en restaurant tæt på pladsen, "Sabor" - men der er masser af restauranter både langs strandpromenaden og i den gamle bydel.
 

Vi bliver i Altea i 2 dage og kører så lidt længere syd på til en autocamperplads lige nord for Alicante, "Camper Area Campello" (38o 23' 41" N - 0o 24' 35" W). Vi har fundet den på Promobil's App, som vi bruger meget. Her kan man se hvilke pladser der er i nærheden. Man kan se hvad de koster og læse andre gæsters anmeldelser.



Pladsen er superfin, men den ligger lidt kedeligt i et beboelseskvarter ca. 800 m fra stranden. Vi vil gerne ind og se Alicante, hvor vi ikke har været i 15 år, så vi tager kystbanen ind til byen og driver rundt i den gamle bydel og på havnen. Vi finder en god Tapas restaurant, "Lizarran" på Ramblaen. Her vælger man selv blandt små lækre Tapas i baren og tager dem med ned til bordet. Tjeneren kommer så flere gange forbi og præsenterer nye små varme retter, som man kan vælge i mellem - virkelig lækkert. Alle Tappas er forsynet med en kort eller en lang pind, som man skal gemme på sin tallerken. Når man er færdig bliver pindene talt sammen, så man kan betale hvad man har spist - enklere kan det næsten ikke være.
 





Næste dag drager vi lidt videre til en autocamperplads i en citronplantage tæt på Murcia, "Camper Park Huerta de Murcia" (38o 0' 26" N - 1o 2' 37" W). Her er dejligt fredeligt og pænt og ordentligt. Vi går en tur blandt citrontræerne, læser en god bog og laver dejlig grillmiddag til aften.
 



Dagen efter besøger vi en autocamperplads lige ved stranden ved Puntas de Calnegre (37o 30' 55" N - 1o 23' 55" W), men før vi slår os ned der, kører vi ad en temmelig snirklet vej til en lille strand lidt sydvest for byen. Jens Erik har fundet stranden på Google Earth. Her er pragtfuldt, men vi vil nok anbefale at besøge denne strand på cykel eller i personbil - Jens Erik var i hvert fald lidt spændt på, om vi kunne kom op igen uden problemer, men det gik nu fint.
 




Vi kører lidt længere sydpå til lystbådehavnen i Almerimar (36o 41' 47" N - 2o 47' 39" W), som ligger lidt yd for Almeria. Her er en dejlig autocamperplads på molen. Man kan selv vælge om man ønsker at være på nord- eller sydmolen. Vi vælger sydmolen. Her er pragtfuldt, men der ligger et par diskoteker tæt på, og det er nu blevet d. 31. oktober, "Alle Helgenes Aften", som fejres med manér i Spanien - så hvis vi en anden gang kommer op til en weekend, vil vi nok vælge nordmolen, hvor der er mere ro. Vi husker at få handlet ind, for der er lukket i butikkerne både søndag og mandag efter helligdagen.

Vejrudsigten lover voldsom regn og blæst sidst på dagen søndag, og allerede lørdag stiver vinden og vi kan se en flot front trække op fra vest. Det rykker noget i autocamperen i løbet af natten, og vi bestemmer os til at finde en plads med lidt mere læ, inden det rigtig bryder løs.







Fra Almerimar sætter vi kursen mod Malaga. Vi kører på den nye gratis motorvej og har stort set medvind hele vejen. Det er en meget flot og afvekslende tur gennem flotte uberørte bjerglandskaber, landbrugsområder og store områder med drivhuse og frugttræer. Vi har fundet en ny autocamperplads på Promobills App, nemlig "Camper Area El Rincon" (36o 42' 59" N - 4o 14' 17" W) i kystbyen Torre de Benagalbon lige øst for Malaga. Her er gode busforbindelser ind til Malaga hvis vi får lyst til at kigge lidt på storbyen.
Her er dejligt læ for vinden og vi hygger inden døre mens regnen styrter ned. Vi får startet computerne op og får begyndt på rejsebeskrivelsen til vores hjemmeside og fortsætter arbejdet mandag, hvor vejret ellers igen viser sig fra sin smukkeste side med sol og vindstille.



Vi har fået et tip om et område vest for Granada, som skulle være meget flot og hvor vi kan se nogle fantastiske klippe og bjergformationer. Det er en naturpark, som hedder "Naturpark El Torcal de Antequera" hvor havbunden for 150 mill år siden hævede sig mere end 1000 m over havoverfladen. Siden har vind og vejr eroderet de blødeste lag, og hele området fremstår i dag med imponerende flotte og forunderlige klippeformationer. Vi glæder os meget til at se området og har tænkt os herefter at fortsætte mod Portugal, hvor vejrudsigten nu er rigtig fin med sol og omkring 20 grader den næste halve snes dage.

Vi taler med et par søde danskere på vores egen alder. De har boet på pladsen en halv snes dage i deres veteran-autocamper, en amerikansk GMC Oldsmobil med 5,7 l B8 benzinmotor og forhjulstræk. Deres Dynamo var stået af - og deres reservedynamo var også defekt. Værten på autocamperpladsen har været yderst hjælpsom, og har hjulpet dem med at få den repareret, så nu er de køreklar igen. De vil videre til Potugal, hvor de har tænkt sig at blive indtil april, inden de igen vender hjem til Danmark. De har solgt deres hus og firma, og nu bor de fast i autocamperen - og de nyder det.
Næh, der er ikke nødvendigt at investere en formue for at opleve det frie liv i autocamper - men er det godt at være "handyman", hvis man vælger så gammel en model ??.

Det bliver som ventet voldsom regn og blæst aften og nat, men vi står sikkert og godt, så vi hygger inden døre med et spil kort.

Næste formiddag kører vi videre til nationalpark El Torcal de Antequra (36o 57' 13" N - 4o 32' 39" V). Køreturen der til er fantastisk flot gennem vinmarker, appelsinplantager, olivenlunde og landbrugsland med salat og grønt - afvekslende med uberørte bakker og bjerge.


I naturparken er der et lille besøgscenter, hvor man kan få informationer om områdets opståen og kultur fra forhistorisk tid og frem til i dag - hvis man altså kan forstå spansk. Det kan vi ikke, så vi må nøjes med at kigge billeder.
Der er afmærkede ruter i området. Vi vælger den korteste, som tager knap en time. Det er temmelig glat ind i mellem, fordi det lige har regnet, men hold da op hvor er her flot. Det er uden sammenligning det mest fantastiske område vi har besøgt på denne tur - vi kommer helt sikkert tilbage næste gang vi er i Sydspanien. Vi vil så vælge en dag hvor det ikke har regnet fornyligt, og så vil vi tage madpakker med og trave en lang tur.





Vi kører videre mod Portugal og gør ophold hos en autocamperforhandler, "Autocaravanos Hidalgo" (37o 19' 43" N - 5o 48' 20" W) som tilbyder overnatning på sin plads tæt på ved Sevilla. Næste dag fortsætter vi i bygevejr til den portugisiske by Sao Brás de Alportel, hvor vi besøger byens museum (37o 9' 10" N - 7o 53' 7" W). Vi har læst om museet og den berømte "korkrute" i en tysk rejseguide, og vi er nysgerrige efter at lære mere om korkproduktionen i Portugal. Museet lever ikke op til vores forventninger, men vi lærer dog lidt om korkens vej fra korkeg til vinpropper. En korkeg kan "høstes" hvert 9. år. Korken anvendes ikke kun til vinpropper, men også til f.eks. gulvbelægning og meget forskelligt brugskunst.






Vi har læst om verdens ældste korkeg, som bliver kaldt "kvidre-træet" efter de mange sangfugle, som lever i det enorme træs krone. Det blev plantet i 1783 og har gennem årene leveret kork til mere end en million korkpropper - tankevækkende. (Vi har lånt foto'et af kvidretræet fra hjemmesiden www.portugal.dk)

Det regner heftigt, men vejrudsigten lover flot vejr fra i morgen og så langt frem vi kan se, så vi kører til en autocamperplads ved stranden, "Park Caravanas Monta Rota" (37o 9' 5" N - 7o 31' 15" W) som vi også besøgte sidste år.




Vi har for et par dage siden fået en god nyhed hjemmefra - Anettes far skal opereres på Skejby sygehus og datoen er blevet rykket frem. Vi har regnet med at operationen først skal være sidst på måneden når vi er kommet hjem, men nu er der kun en uge til. Vi har snakket en del om hvor vidt vi skal fortsætte ferien som planlagt, eller om vi skal vælge at køre hjem en uge tidligere. Da det klarer op og bliver tørvejr sidst på dagen går vi en lang tur ved stranden og snakker igen om fars operation. Vi er efterhånden afklarede med at vi hellere vil hjem og være i nærheden, hvis der skulle ske noget uforudset. "Kvidretræet" og korkruten må vente til næste år.
Efter kun et enkelt døgn i Portugal vender vi næsen mod øst og kører tilbage mod Spanien. Alle udenlandske turister bliver stoppet af politiet ved grænsen. Vi tror autocamperen skal tjekkes for flygtninge eller andre ulovligheder, men det viser sig at man bare er i gang med at lave en markedsundersøgelse. Vi svarer på en række spørgsmål om hvor længe og hvor vi har været i Portugal og om hvor mange penge vi har brugt.

Vi kører til Sevilla og derfra nordpå mod Salamanca. Det er en fantastisk flot tur og vi ser bl.a. store områder med korkeg, så det er ikke kun Portugal der producerer kork.

Sidst på turen lyser kontrollampen for kølervæske på Fiat'ens instrumentpanel og vi gør holdt og må efterfylde over en liter vand på køleren. Vi håber der er tale om en lille utæthed, som vi ikke har været opmærksomme på, og at vi uden problemer kan fortsætte hjemturen, hvi vi bare holder øje med vandstanden.
Vi finder en velbeliggende campingplads i Tordesillas (41o 29' 47" N - 5o 0' 21" W) lidt nord for Salamanca. Vi går en tur over på den anden side af floden og kigger på den smukke gamle by. Vi har tænkt os at gå ind og spise på en af de små restauranter. Det er dog ikke så enkelt - klokken er ca. 19 og vi er sultne, men ingen steder åbner køkkenet før kl. 20.30. Til gengæld får vi rigtig dejlig mad, da vi tålmodigt har gået en lang tur.



Næste morgen tjekker Jens Erik for kølervæske og desværre er beholderen stort set tom igen. Vi er nødt til at få løst problemet inden vi fortsætter. I byen finder vi et værksted, hvor en sød mekaniker straks er klar til at hjælpe os. Han taler kun spansk, men Jens Erik og han kommunikerer fint med hinanden med fagter og tegn og en fælles forståelse for bilmotorer. De konstaterer, at der er slidt hul på vores kølerslange og mekanikeren monterer en ny. Efter en god times tid på værkstedet kan vi lettede fortsætte hjemturen.
Vi fortsætter ad motorvejen gennem enorme landbrugsområder mod den franske grænse ved San Sebastian.
Vejret er pragtfuldt og vi beslutter at fortsætte helt til Saint-Emilion i Frankrig, så vi næste dag kan tage en pause i den smukke gamle by. Vi vælger at overnatte på en vingård, hvor vi tidligere har været,"Chateau Gerbaud" (44o 51' 12" N - 0o 6' 23" W)

Vi kører ind til Saint-Emilion ved 10 tiden og finder en god parkeringsplads, hvor vi betaler for at holde i 3 timer. Vi går en tur i de smukke gamle gader og nyder det dejlige vejr. Før vi fortsætter hjemturen nyder vi en lækker frokost i solen.



Det er en meget smuk køretur videre nord på gennem Bordeaux's vinmarker.
Vi tager 2 lange køredage og når hjem i god tid før Anettes far skal opereres. Operationen går godt og vi glæder os over at vores ferie var i autocamper, og at vi sagtens kunne lave om på rejseplanerne da vi følte behov for det.

Vi håber vores lille rejsebeskrivelse kan være til inspiration - og vi håber at få et par god tip fra dig til vores næste tur, hvis du finder en perle, so vi ikke har besøgt endnu :)
Venlig hilsen
Anette og Jens Erik